Volkswagen producerer hvert år 1 million eksemplarer
af succesmodellen, VW Golf. Ud af en samlet
produktion på små 6 millioner er den dermed en for
fabrikken meget vigtig bilmodel og den har VW nu
givet en opstrammer.
Man skal dog være lidt af en kender for at kunne se
forskellen på den hidtidige model og den nye.
Linjeføringen er imidlertid blevet strammet lidt op,
stødfangerne er blevet mere markante, lygterne er
fornyet, så man fortsat har halogen på laveste
udstyrsniveau, men siden er Xenon-lyset udskiftet
med Fuld LED. Også baglygterne er nye – og Golfen
har også fået nye hjul (det må være ligesom at få
nye sko…).
Ny infotainment
Men mest interessant er nye sikkerhedssystemer og
infotainment. Sidstnævnte betjenes enten fra en ny
8” hhv. 9,2” skærm med glasoverflade, monteret i
midterkonsollen, hvor bevægelsesstyring (se onboard
videoen i Golf GTE her på siden) er en option. Og
bag rattet vises alle instrumenter på en 12,3” stor
computerskærm, præcis som det gøres i bl.a. Passat.
Bevægelsesstyringen, hvor blot et vift med hånden
har effekt, er nyt i klassen. Systemet er skabt, så
teknikken giver mulighed for yderligere udvikling af
betjeningen. I startfasen er det kun de horisontale
billedskift, der kan gøres, uden at man berører
skærmen, senere vil flere funktioner komme til. Og
da handler det alene om opgraderinger af softwaren –
teknikken følger allerede med i de nye Golf’er, så
den er parat, når man når dertil.
I øvrigt er de fleste af bilens funktioner lagt ind
i skærmen – som ellers er en berøringsskærm – så de
skal betjenes ad den vej. Nogle få funktioner, bl.a.
sædevarme og recirkulering betjenes via fysiske
knapper. Stemmestyring er også en mulighed, men
endnu ikke med dansk tale.
Kørefunktioner med stor sikkerhed
Nok så interessant er imidlertid de halvautomatiske
kørefunktioner. I stil med de systemer, som bl.a.
findes i den nyeste Mercedes E-Klasse, vil en Golf
fremover, hvis systemet er tilkøbt, kunne reagere
på, om føreren stadig kan forventes at have kontrol
over bilen.
Hvis han ikke overtager styringen af bilen, når
bilen selv navigerer mellem vognbanestriber og
”mener”, at nu er det på tide at ”høre fra” føreren,
sender systemet forskellige signaler, det vibrerer,
igangsætter lyd- og lyssignaler, sætter bilen i en
lettere slingrende bevægelse, aktiverer bremserne i
stød og bremser siden bilen helt ned til stilstand,
hvor det i øvrigt igangsætter advarselsblinkene.
Kombinationen af radar og kamera muliggør såvel
aktiv nødbremse med fodgænger registrering som
automatisk kø-kørsel. Desuden har man hævet
hastighedsintervallet for den adaptive fartpilot fra
0-160 km/t til 0-210 km/t. Og meget andet…
Stort motorprogram
Den nye VW Golf tilbydes med en række af de allerede
eksisterende motorer og suppleres med flere nye. Den
mindste er en ny 1-liters TSI motor med turbolader
og en effekt på 85 hk. Pga. turboladeren præsterer
den et drejningsmoment på op til imponerende 175 Nm.
Og så introducerer fabrikken henover sommeren to nye
1,5 liters TSI motorer med tilnavnet ”Evo” – det er
de eksisterende 1,4 TSI maskiner (som i øvrigt udgør
over halvdelen af de motorer, som VW har afsat til
danskerne i Golf modellerne i de seneste år), der
får forøget deres slagvolumen. Den ene er en
150-hestes motor med variable cylinderfrakobling,
der muliggør en benzinøkonomi på omkring 20 km/l
afhængig af transmission. Den anden er en 130 hestes
variant, som endnu ikke er helt klar, men hvor man
forventer at komme tæt på 22 km/l.
Desuden har man udviklet en ny 7-trins DSG
gearkasse, som er mere effektiv og i mange tilfælde
vil afløse den hidtidige 6-trins DSG transmission.
Gearkassen alene vil kunne reducere benzinforbruget
med op til 0,3 liter/100 km.
Priserne
Den billigste af de nye Golf’er er førnævnte
1-liters version. Den er prissat til 210.000 kroner.
Modelviften inkluderer samlet set benzinmotorer på
125, 130 og 150 hestekræfter i forskellige
konfigurationer samt dieselmotorer på 115 og 150 hk.
Bortset fra de særlige GT-versioner vil den dyreste
Golf (uden tilkøb af ekstraudstyr) fremover være
Highline-versionen med 150-hestes dieselmotor og
7-trins DSG til 354.000 kroner.
GTE udgaven (plug-in hybrid modellen, som onboard
videoen her på siden gælder) koster fremover 402.000
kroner. Desuden inkluderer programmet en 230-hestes
GTI til 469.000 hhv. 494.000 kroner uden og med DSG.
245-hestes GTI Performance udgaven er prissat til
499.000 hhv. 524.000 kroner og toppen blandt
performance modellerne er ”R”-varianten med 310 hk
til 646.000 kroner. I øvrigt findes der også en
dieselvariant, GTD, med 184 hk til 491.000 kroner. |